mind burps

24.08.17

August 24, 2017
Playing.. .
Ending Scene, IU
(Palette)

Kender du det, når du for enden af dagen bare kan mærke den sidste af din mentale energi, sive ud af din krop? Ikke bare at være træt, men direkte udmattet.

Det kan være efter en hård skoledag, med lærere der hele tiden var oppe i dit ansigt. Lektierne hober sig op, gørende dem næsten umulige.
Alle larmede bare ekstra meget og du fik en hovedpine bare af at være i nærheden af dem.

For mig, er det lidt anderledes.
Ja, jeg kan godt blive stresset og træt af ting som skole og arbejde, men mit stikker dybere ned.
Jeg går på efterskole, skal jeg gøre indtil midt 2018 og det skal selvfølgelig nok blive sjovt, men at være omkring et-hundrede-seks-og-fyrre andre unge konstant giver intet rum for en pause.
En pause som er vigtig for min mentalitet, da den ikke holder til meget.
Man kan se det som en vaskeklud, udslidt efter år af misbrug og hårdfør udnyttelse, indtil store huller dekorerer dens helhed.
Som ejer, tog det mig alt for mange år, før jeg opdagede hvad jeg lavede og da måtte jeg leve med konsekvenserne, som fører mig til den her realitet.

En realitet, hvor bare de mindste ting kan smide mig over bord uden redningsvest og derefter føre mig til at drukne i tanker, jeg helst vil undgå, hvis jeg ikke handler hurtigt.

For nogen er det, at være på, noget ekstatisk. Det løber igennem deres årer og det er som om deres verden lyser op pga. muligheden for at vise sit bedste frem.

“Det kan godt være at jeg er svag udenpå, men indeni brænder en ild som nægter at dø ud.”

For mig, er det et mareridt. Det at gå frem fra mængden, gøre sit bedste for at være omkring. Bare tanken giver mig en hovedpine.
For det er ligesom fem konstante venner, der skriger ind i ens øre. Man kan ikke bare slukke for dem, fordi de vil altid finde en vej tilbage igen, næste gang med en ven mere.
Og det er bare som en ny måde at pine sig selv på.

‘men det er noget jeg vil ændre på’
Det er hvad jeg skrev i noterne til det her oplæg. Og det sidder jeg fast i.
Jeg vil ikke blive den slags mental sygelige som dømmer sig selv til en premature død, bare fordi ting bliver svære at ha’ at gøre med, ved at låse mig i mit værelse imens jeg stiller tæller mine dage ned.
Det kan godt være at jeg er svag udenpå, men indeni brænder en ild som nægter at dø ud.
“Du er stærk, Pernille.” var også det min psykolog sagde, til vores første og måske sidste møde.
Jeg lader ikke min angst styre mig, men lærer i stedet at leve med den, som en barndomsven, man egentligt ikke kan li’, men efter at ha’ kendt hinanden i så lang tid, er det bare så svært at give slip.

Jeg gør mit bedste, selv i mit værste.
And I encourage you to do the same.

Aech-meraki signed out.. .

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply